Fjeldræven

Fjeldræven er rødrævens lille, arktiske slægtning. Den er bygget til et liv i kulde: kroppen er kompakt, ørerne korte og runde, snuden kort, og pelsen er en af de tætteste blandt pattedyr. Selv trædepuderne er dækket af pels. Alt sammen for at holde på varmen i et landskab, hvor temperaturen kan ligge langt under frysepunktet i månedsvis.

To farver

Fjeldræven findes i to farvevarianter:

• Den hvide, som er snehvid om vinteren og gråbrun om sommeren. Den er mest almindelig i områder med et stabilt snedække.
• Den blå, som er mørk, gråbrun eller næsten skifergrå hele året. Den ses især ved kyster, hvor sneen ikke ligger så længe.

Begge varianter tilhører samme art, og de kan forekomme i samme kuld.

Hvor lever den?

Fjeldræven har en cirkumpolar udbredelse – den findes hele vejen rundt om Arktis. I Grønland og på Svalbard er den almindelig. På Island er fjeldræven det eneste oprindelige landpattedyr; alle andre landpattedyr dér er kommet med mennesker.

I fjeldet i Sverige, Norge og Finland er situationen en helt anden. Her blev bestanden næsten udryddet af jagt for pelsens skyld i begyndelsen af 1900-tallet, og selv om arten blev fredet, kom den sig ikke af sig selv. Først efter mange års målrettede indsatser – fodring, avl i fangenskab og udsætning, og bekæmpelse af rødræv i fjeldet – er bestanden begyndt at vokse.

Lemmingerne bestemmer

Fjeldrævens skæbne i Skandinavien er tæt knyttet til lemmingerne. I gode lemmingeår kan en tæve få store kuld, og mange hvalpe overlever. I magre år får mange par slet ingen hvalpe. Når lemmingebestandene svinger mindre, end de gjorde tidligere, bliver fjeldrævens gode år også sjældnere.

Ifølge den svenske naturbeskyttelsesstyrelse, Naturvårdsverket, blev der i 2025 registreret 97 kuld i Sverige, Norge og Finland tilsammen, og bestanden blev opgjort til omkring 526 voksne dyr – færre end året før, men med en langsigtet fremgang siden år 2000. Læs mere i artiklen Fjeldræven i 2025 eller i Naturvårdsverkets egen nyhed.

Rødræven som konkurrent

Når klimaet bliver mildere, kan rødræven bevæge sig længere op i fjeldet. Den er større og stærkere end fjeldræven og kan overtage dens grave og jage den væk. Derfor er begrænsning af rødræv i fjeldområderne en del af bevaringsarbejdet i Skandinavien. Det er et godt eksempel på, at to nært beslægtede arter kan have vidt forskellige behov – se også Nordens rovdyr.

Fjeldrævens grav

Fjeldræve bruger ofte de samme grave i generationer. En gammel grav på en sandet bakke i fjeldet kan have mange indgange og ligge, hvor jorden tør tidligt om foråret. Gravene er så vigtige for arten, at kendte grave følges nøje af forskere og naturforvaltere.

Kan man se fjeldræv?

I Skandinavien er det sjældent, og man bør aldrig opsøge en grav – forstyrrelser i hvalpetiden kan få forældrene til at flytte eller opgive kuldet. På Svalbard, i Grønland og på Island er chancen langt større, og her kan fjeldræven være overraskende nysgerrig. Hold altid afstand, og fodr den ikke. Gode råd om at opleve dyr uden at forstyrre finder du i artiklen om at fotografere ræve.