Rødræven

Rødræven er det vilde rovdyr, de fleste danskere har set med egne øjne. Den hører til hundefamilien, men opfører sig på mange måder som en kat: den lister, lytter og kaster sig over byttet i et højt spring. Den er tilpasningsdygtig, nysgerrig og forsigtig på samme tid – og netop den kombination har gjort den til et af verdens mest udbredte rovdyr.

Udseende

En voksen ræv er på størrelse med en mellemstor hund, men langt lettere, end man skulle tro: Under den tykke pels er kroppen slank, og vægten ligger typisk omkring 5–8 kilo. Pelsen er rødbrun på ryggen, lys på strube og bryst, og benene er ofte mørke, som om ræven har sorte strømper på. Halen – på jægersprog kaldet lunten – er lang og busket, og hos mange ræve er spidsen hvid.

Farven varierer en del. Nogle ræve er næsten gule, andre mørkt rustbrune, og om vinteren ser pelsen fyldigere og lysere ud end om sommeren, hvor ræven fælder og kan virke tynd og "langbenet".

Sanser

Ræven hører utrolig godt. De store, opretstående ører kan dreje uafhængigt af hinanden, og ræven kan høre en mus pibe og rasle under græs eller sne. Lugtesansen bruges til at finde føde og til at aflæse andre rævers duftmærker. Øjnene er tilpasset svagt lys, og pupillerne er lodrette spalter ligesom hos katte.

Hvad spiser ræven?

Ræven er en opportunist – den spiser det, der er let at få fat i. Det betyder, at kosten skifter med årstiden og stedet:

• Smågnavere som mus og studsmus er vigtige mange steder. Det karakteristiske "museløb", hvor ræven springer højt og lander med forpoterne først, er en jagtteknik til netop dem.
• Fugle og æg, især fra fugle, der yngler på jorden.
• Insekter og regnorme, som en ræv kan samle i store mængder på en fugtig græsmark.
• Bær og frugt sidst på sommeren og om efteråret.
• Ådsler og affald – i byen også madrester, kompost og foder, der er sat ud til andre dyr.

Ræven gemmer gerne overskydende føde i små depoter, som den graver ned og finder igen senere.

Territorier og familieliv

Ræve lever i territorier, som de markerer med urin og ekskrementer på synlige steder. Kernen i en ræveflok er normalt et par, men der kan også være unge hunræve fra tidligere kuld, som bliver hjemme og hjælper til.

Parringstiden ligger midt om vinteren, og det er her, man oftest hører rævens skingre skrig i mørket. Hvalpene fødes i en grav i foråret, oftest i marts–april. De første uger er de helt afhængige af moderen, og derefter begynder de at lege uden for graven. Om sommeren bliver de mere selvstændige, og i løbet af efteråret og vinteren forlader mange af de unge ræve området for at finde deres eget territorium. Læs mere i artiklen om rævens år måned for måned.

Graven

Ræven graver selv, men overtager også gerne gamle grævlingegrave eller hulrum under bygninger, brændestabler og skure. Graven bruges især i hvalpetiden; resten af året hviler mange ræve over jorden i tæt krat. Sådan genkender du en rævegrav, kan du læse under spor og tegn.

Ræven og mennesket

Ræven har levet tæt på mennesker i tusinder af år – som jagtbytte, som konkurrent om høns og vildt og som figur i fabler og folketro. I dag har mange byer deres egne ræve, som har lært at udnytte haver, parker og kirkegårde. Siden om ræven i byen handler om, hvordan det fungerer, og om hvad man selv kan gøre.